Vejle: Fjordens Puls åbnet i Vejle
Lørdag formiddag var TV Lillebælt på plads ved Økolariet i Vejle, hvor det nye hav- og klimaoplevelsesunivers Fjordens Puls blev indviet.
Ved arrangementet blev sløret løftet for den nye udendørs udstilling, som skal give både børn og voksne mulighed for at opleve og lære mere om livet i fjorden, klimaet og de udfordringer, som naturen står overfor.
TV Lillebælt talte med Hanne Rasmussen, der er udstillingsansvarlig hos Økolariet. Hun fortalte om tankerne bag det nye oplevelsesunivers og håbet om, at besøgende gennem leg og interaktive aktiviteter får større forståelse for naturen og livet under overfladen.
Vi mødte også Klaus Balleby, projektleder for Sund Vejle Fjord. Han fortalte om arbejdet med at forbedre forholdene i fjorden og de initiativer, der skal bidrage til at skabe bedre balance og øget biodiversitet i området.
På åbningsdagen var der aktiviteter for hele familien, musik, servering og mulighed for at komme tæt på nogle af de dyr og planter, som lever i fjorden.

