Når velfærden slider mennesker ned

Middelfart: Når velfærden slider mennesker ned

Hvordan kan velfærdssystemet ende med at slide både medarbejdere, borgere og pårørende ned? Det var omdrejningspunktet, da TV Lillebælt tirsdag aften besøgte Middelfart Rådhus, hvor der blev sat fokus på moralsk stress, systemstress og forråelse.

Bag arrangementet stod Mette Knudsen og Camilla Hilsøe fra Middelfart Lokalafdeling under Danske Handicaporganisationer (DH). Aftenens foredrag blev holdt af socialrådgiver og forfatter Karin B. Nissen, der gennem sine erfaringer og sin indsigt satte fokus på de menneskelige konsekvenser af et presset velfærdssystem.

Karin B. Nissen blev i 2024 kendt for sit begreb om systemstress og sin bog Systemstress – Når mødet med systemet stresser dig, der beskriver den belastning, borgere kan opleve i mødet med det offentlige.

Med den kommende bog Moralsk Stress, der udkommer til december, vender hun blikket mod den anden side af skranken. Her beskriver hun, hvordan medarbejdere kan opleve at blive presset til at gå på kompromis med deres faglighed, værdier og samvittighed for at leve op til systemets krav.

Det kan føre til mistrivsel og forråelse og dermed også få konsekvenser for de borgere, som medarbejderne skal hjælpe.

Fokus på mere menneskelighed

Foredraget på Middelfart Rådhus satte fokus på, hvordan moralsk stress og systemstress hænger sammen, og hvordan der kan skabes bedre rammer for både borgere, pårørende og fagprofessionelle.

Der var også mulighed for spørgsmål, fælles refleksioner og erfaringsudveksling om, hvordan man kan mindske afmagten og skabe et mere menneskeligt velfærdssystem.

TV Lillebælt interviewede i forbindelse med arrangementet arrangørerne Mette Knudsen og Camilla Hilsøe samt foredragsholder Karin B. Nissen om de udfordringer, som både medarbejdere og borgere kan møde, når systemets krav kommer i konflikt med menneskelige behov.

Besøg TV Lillebælt på Facebook

© 2026 TV Lillebælt - WordPress Video Theme by WPEnjoy