Jels: Ny kaffebar åbnede i Superbrugsen
Kaffeglade indbyggere i Jels har noget at glæde sig over med åbningen af en spritny kaffebar i Superbrugsen. Den er blevet til i samarbejde med den velkendte lokale iværksætter Tina Planitzer, der allerede driver en succesfuld kaffebar ved søen.
For Tina Planitzer er kaffe ikke bare en drink, det er en passion. Hendes engagement og dedikation til at skabe hyggelige mødesteder har gjort hende til en kendt kvinde i byen. Med den nye kaffebar i Superbrugsen håber hun at bringe den samme stemning og kvalitet til et nyt sted, hvor folk kan mødes og nyde en god kop kaffe.
“Nu har jeg jo brugt et år på at ændre kulturen i Jels, så jeg tror, at folk er der, hvor de synes at den nye kaffebar er en god idé. Normalt når man er nede og handle i Superbrugsen, så ser man jo mange, der står og snakker ved køledisken. Så nu er der bare siddepladser, hvor man kan sidde og hygge sig. Så jeg tror, at det bliver godt,” siger Tina Planitzer.
Den nye kaffebar byder på et bredt udvalg af kaffevarianter, fra klassiske espresso til lækre cappuccinoer og latte specialiteter. Derudover vil der også være mulighed for at nyde en kage til kaffen, som man kan købe i Superbrugsen Jels.
Superbrugsens uddeler, Mathias Andersen, er begejstret for samarbejdet med Tina Planitzer og ser frem til at tilbyde kunderne en endnu bedre indkøbsoplevelse.
“Vi håber på, at det kommer til at skabe et hyggeligt miljø med den nye kaffebar. Det skal gerne være hyggeligt at handle her og vi har i et års tid tænkt på hvad vi skulle bruge området til. Så jeg håber at det kommer til at give en dejlig god stemning,” siger uddeler, Mathias Andersen.
Kaffeelskere og nysgerrige sjæle opfordres til at besøge den nye kaffebar i Superbrugsen Jels, hvor en god kop kaffe og hyggeligt selskab venter.
Besøg TV Lillebælt på Facebook