Christiansfeld: Vinfestival fylder Christiansfeld med liv
Der var god stemning på Prætoriustorvet fredag, da TV Lillebælt besøgte Christiansfeld Vinfestival, som endnu en gang har samlet vinelskere og besøgende fra nær og fjern.
Festivalen, der afholdes i den historiske bymidte, byder over tre dage på vinsmagning, livemusik og aktiviteter for hele familien. Fredag eftermiddag var pladsen fyldt med glade gæster, der nød et glas vin under parasollerne, mens musikken skabte en hyggelig sommerstemning.
TV Lillebælt har talt med styregruppens formand, Birgitte Vester, som fortæller om festivalens udvikling, den store opbakning fra både sponsorer og de omkring 300 frivillige, der hvert år er med til at gøre arrangementet muligt.
Vi møder også en af festivalens vinsælgere, som fortæller om årets vine og gæsternes store interesse, ligesom en af de mange besøgende sætter ord på, hvorfor Christiansfeld Vinfestival er blevet en fast tradition.
Festivalen blev skudt i gang torsdag, hvor blandt andet Felderløbet var med til at sætte gang i festlighederne. Resten af weekenden byder fortsat på musik, hygge og gode smagsoplevelser i de historiske omgivelser.
Se TV Lillebælts reportage fra Christiansfeld Vinfestival her på siden.
