Fredericia: Stafet For Livet fejrer 20 år
Lørdag blev Madsbyparken i Fredericia fyldt med fællesskab, aktiviteter og stærke personlige historier, da Stafet For Livet Fredericia samlede deltagere, pårørende, frivillige og gæster til årets 24-timers stafet.
I år er der ekstra grund til at fejre begivenheden, for Stafet For Livet Fredericia kan samtidig markere sit 20 års jubilæum.
Stafetten handler om at stå sammen i kampen mod kræft og om at skabe opmærksomhed og støtte til Kræftens Bekæmpelse. Gennem 24 timer går og løber deltagerne på skift rundt på ruten, mens pladsen i Madsbyparken danner ramme om blandt andet musik, aktiviteter og fællesskab.
TV Lillebælt var med på pladsen lørdag, hvor vi talte med formand for Stafet For Livet Fredericia, Steffen Gregersen.
Han fortæller blandt andet om betydningen af de 20 år med Stafet For Livet og om det stærke fællesskab, som hvert år opstår omkring arrangementet.
En af årets helt særlige deltagere er 16-årige Benn Müller fra Fredericia. Han deltager med holdet RunForCancer og har sat sig et meget ambitiøst mål: Han vil forsøge at løbe 100 miles – cirka 161 kilometer – i løbet af de 24 timer.
Benn har allerede tidligere i år gjort opmærksom på sig selv med en imponerende løbetur på 420 kilometer fra Skagen til Fredericia, hvor formålet også var at samle penge ind til Kræftens Bekæmpelse.
Ved årets Stafet For Livet møder man også Lene Simonsen, som er holdkaptajn hos Team Sarkom.
For Lene handler deltagelsen ikke kun om at gå eller løbe runder. Det handler også om fællesskab, sammenhold og om at støtte en sag, der berører mange mennesker.
Lørdag aften fortsætter stafetten blandt andet med den traditionsrige lysceremoni, hvor lysposer tændes til ære for dem, der kæmper mod kræft, dem der har kæmpet, og dem, man har mistet.
Stafet For Livet Fredericia fortsætter frem til søndag kl. 10.00, hvor årets 24 timer afsluttes.
TV Lillebælt var med på pladsen og talte med Steffen Gregersen, Benn Müller og Lene Simonsen om deres deltagelse, motivation og oplevelser ved årets stafet.
