Middelfart: Erhvervsfolket kiggede på maskiner til vognparken
Maskiner Under Broen er titlen på en spændende udendørs messe, der slog portene op onsdag formiddag. Over to dage er mere end 100 udstillere klar til at vise deres produkter for indkøberne. Det er landets mest centrale, grønne maskinmesse med nyheder og dyst om Maskinleverandørernes Innovationspris.
Hele 146 udstillere er på pletten på det 25.700 m2 store messeareal i Middelfart ved bredden af Lillebælt, og der bliver masser af nyt at se på for landets maskinførere, anlægsgartnere, indkøbschefer, greenkeepere, groundsmen, kirkegårdsledere, entreprenører og kommunale vej- og parkfolk, fastslår formand Lasse Lindholm fra Maskinleverandørerne Park-, Vej- og Anlæg, der arrangerer messen.
”En af Maskiner under Broens fordele er faktisk, at arealet ved Lillebælt er begrænset. Det betyder, at alle udstillerne er nødt til at fokusere på det vigtigste og nyhederne fremfor at slæbe hele standardsortimentet med. Det giver en fokuseret og meget brugbar oplevelse for alle de besøgende. Desuden bevæger vi os jo ikke over i eksempelvis landbrugsmaskiner eller vejtræer eller gør alle mulige krumspring for at tiltrække gæster. Vi præsenterer ganske simpelt alle relevante maskiner, redskaber og løsninger til park-, vej- og anlægssektoren og giver folk en platform til at mødes og diskutere udfordringer og muligheder,” understreger Lasse Lindholm, som desuden er indehaver af Lindholm Maskiner A/S og personligt forventer op mod 4.000 besøgende til årets udgave af Maskiner under Broen. Sidste messe i 2022 havde 3.191 gæster og 142 udstillere.
Innovationspris: Sikkerhed, strøm og saltsoftware sejrede
Det var vidt forskellige typer innovative løsninger, som løb med medaljerne, da Maskinleverandørernes Innovationspris blev kåret på Maskiner under Broens åbningsdag onsdag den 28. august.
I alt dystede 21 nyheder – fordelt på 6 verdensnyheder, 12 Danmarksnyheder og 3 firmanyheder – om sejren, men det blev sikkerheden, der kom i højsædet, da førstepladsen blev indtaget af den hydrauliske affjedring i feje-/sugemaskinen Kärcher MC 150 fra Nellemann Machinery A/S. Sølvet gik til den fuldt elektriske 6m3 fejemaskine Faun Viajet 6E fra Boschung Scandinavia, mens Epoke Groups dynamiske dosering af saltspredning med systemet Epoke EpoSat indtog 3. pladsen.
1. plads til Kärchers hydrauliske affjedring
Ifølge juryen vandt Kärcher MC 150s hydrauliske affjedring guldet på grund af den betragtelige arbejdsmiljø og sikkerhedsforbedring, som systemet giver.
Og ikke mindst fordi det er en teknologi, som kan udbredes og komme mange brugere til gavn på sigt, fortalte jurymedlem Nickolai Schlechter fra Stub og Gren.
”Teknologien har et kæmpe potentiale for udbredelse, fordi den bedre affjedring har stor effekt på hele arbejdsdagen for føreren og skabe bedre arbejdsmiljø for mange,” understregede han.
Jurymedlem Troels Skov Larsen, partner i Skov Larsen A/S, pointerede endvidere, at den nye affjedring bl.a. stabiliserer og kompenserer og giver en mere stabil kørsel og mindsker risikoen for eksempelvis at vælte, når der køres over en kantsten.
Den danske forhandler Nellemann Machinery A/S fortæller selv følgende om systemet: ”Kärcher MC 150 er udviklet med et aktivt hydraulisk affjedringssystem med automatisk nivellering og styring, således komforten er I top under alle forhold, både når den kører tom såvel ved fuld belæsning.”
Erhvervsfolket kiggede på maskiner til vognparken