
Vejle: Kjeld er frivillig kraft bag Martha
Midt i søndagens maritime fest på Vejle Havn med Fyn Rundt, hvor skonnerten Martha fejrede sit 125-års jubilæum, mødte vi arbejdskoordinator Kjeld Guldmann, som til daglig har fingrene helt nede i træværk, tovværk og vedligeholdelse.
Som en del af det frivillige fællesskab omkring Danmarks største foreningsejede sejlskib har Kjeld Guldmann et særligt ansvar for at holde styr på, hvad der skal laves – og af hvem.
– Det er et stort skib, og vi har altid noget, der skal tjekkes, udskiftes eller vedligeholdes. Men det er også det, der gør det fantastisk. Vi er mange, der brænder for Martha, og der er altid opgaver for både hænder og hoveder, fortalte han.
Kjeld koordinerer arbejdsopgaverne blandt de omkring 100 medlemmer, de såkaldte marthanere, der hver betaler et årligt kontingent og bytter arbejdsdage til sejldage.
– Der er en særlig stolthed i at vide, at det skib, man selv har slebet, tjæret eller bundmalet, nu sejler videre. Det skaber ejerskab og fællesskab, sagde han med et smil.
Samarbejdet omkring Martha er bygget på engagement og frivillighed, og ifølge Kjeld er det netop dét, der sikrer skibets fremtid:
– Når folk først får kærlighed til Martha, så bliver de hængende. Det er mere end bare et skib – det er en kulturarv, vi selv er med til at holde i live.
Besøg TV Lillebælt på Facebook